Farfars broder =Hans Ansbjerg

Lynghuset i Ørre

 

Lynghuset – nærmere betegnet ejendommen på Sejlsigvej 10 i Ørre, hvor artiklens forfatter Hans Ansbjerg boede det meste af sit liv. Hans Ansbjerg er formentlig et af børnene på billedet. Han har skrevet adskillige spændende beretninger fra Ørre-egnen i gamle dage.

Af rentier Hans Ansbjerg, Ørre, indsendt til Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser 1. september 1956

Den 11. April 1871 ægteviedes Ungkarl Peder Nielsen, Sejlsighus Sunds Sogn og Pige Karen Kirstine Jensen, Skjerk i Aulum Sogn; efter Vielsen flyttede de ind i en lille Hedeejendom ved Højris Aa i Ansbjerg By, Ørre Sogn.

Huset var 17 alen lang og 8 alen bred opført mest af raa Lersten og tækket med Lyng, det første Fag mod øst var på 3 alen og ingen Loft. Det brugtes til Forstue og Tærskelo. De næste 2 Fag paa tilsammen 5 alen var Opholdsstue, mod Syd var der Langbord og fast Bænk med Panel, ved Vinduet mod Nord havde Mor sin Vævestol, og der stod ogsaa Fars Skatol. Mod Vest var Bilæggerovnen, hvorpaa stod “Frederiksværk”, den havde Indfyring fra den aabne Skorsten i Køkkenet.

Hygge i de lave stuer

De næste 2 Fag var delt i et to alen og et tre alen Fag, det på 2 alen optoges i Midten af Skorstenen, der var aaben mod Køkkenet og med Ildsted inde i Skorstenen, hvor der var en Trefod af Jern til at sætte Gryden paa. Køkken og Sovekammer var adskilt ved en Mur fra den forreste Kant af Skorstenen saadan, at der i Sovekammeret var Plads til Ægtesengen fra Skorstenen til Endevæggen, hvorved der kun behøvedes en Side – “Sengestokken”. I Sengen var der ingen Bund, paa den bare Jord stod Lyngknipper med Rodenden nedad pakket godt sammen og den bløde Top op, over Lyngen var Sengehalm, der var slidt saa blødt med Plejlen, så det lignede Træuld, det var et godt Leje. Alle Gulve var stampet Ler.

I Sovekammeret stod mors Dragkiste; det var Skik dengang, at en Karl skulde have et Skatol og en Pige en Dragkiste. Skatollet fik jeg reddet ved at give det ny Bagklædning og Bund og staar nu i Stadsstuen lige saa fint, som det altid har været. Dragkisten kom ud i Køkkenet som Madskab, da der blev for lidt Plads i Sovekammeret, den er gaaet sig en Tur, det var ellers et meget pænt Møbel.

Fra Køkkenet kom man ud i Stalden, hvor der var en Kobås og en Grisesti, Hønsene havde Plads oven over Grisene; paa den udvendige Side af Muren var om Vinteren sat en Bænk af Hedetørv op mod Muren udvendig, for at hindre Regnvandet i at opløse de raa Lersten, og det lunede ogsaa i Stuerne. Om sommeren blev de taget væk og brugt til Strøelse i Stalden og Huset kalket. Paa Ildstedet og i Bilæggerovnen blev fyret med Hedetørv, af hvilke der blev bjerget en stor Stak hvert Aar. Naar Gulvet blev fejet med “æ´ Røvlingliem” og strøet med hvidt Sand, var der baade lunt og hyggeligt i de lavloftede Stuer.

Ingen foder til koen

Til Ejendommen hørte 18 Td. Land, hvoraf kun 1 var opdyrket – Resten Hede, og saa var der 2 smaa Stykker Eng på tilsammen 1 Td. Land, desuden var der omtrent 10 Td. Hede, som laa 5 Kilometer borte. Besætningen var 4 Høns og en Ko; det var ikke saa rart, da der ingen Foder var til den. Ja -Lyng var der nok af og lidt nyt og gammelt Græs paa Grøftekanten, men den første Maj var Jorden dækket med Sne, de havde et lille bundt Tag – strå – det gik Far hen til Naboen med og fik skaaret i Hakkelse, og Mor kogte lidt Brødrug og blandede i, og det fik Koen, og saa skinnede Solen igen.

Mor vævede for fremmede – derom senere – og Far gik på Dagleje hos Gaardmændene og tærskede med plejl og gravede Grøfter og m.m. Somme tider fik han saa lov at laane et spænd Heste og pløje Hede med. Naar Heden var pløjet første Gang, skulde den ligge et Aar og raadne, saa skulde den pløjes igen lidt dybere og ligge et Aar endnu, og saa først tredie Aar kunde den bearbejdes til Mergling og Saaning. Mergel havde de intet af, der var noget blaaler og klæg, der lignede Mergel her nede ved Engkanten, Far og Naboen hjalp hinanden at grave en del af det op og køre paa Marken, men det havde ingen Virkning; der var alt for lidt Kalk i det, der kunde nok gro lidt Spergel og Kartofler, Rug vilde ikke rigtigt lykkes.

5 øre pr. børfuld

Saa tog Far over til Lauge Kragsnap i Sinding 4 kilometer herfra, der var et godt Mergelleje, og da der var flere, der manglede Mergel, fik Far Akord på at tage Mergel op, og det foregik paa følgende Maade: Først skulde de tage Overjorden af og trille den ud i den gamle Mergelgrav, det fik de intet for, saa skulde de ha 25 Øre for hver Kubikalen Mergel, der blev taget op, de gravede saa et Hul, der var en alen paa hver led og lige saa dyb, læssede det paa Trillebøren og det blev til 5 Børfuld. Det blev altsaa til 5 Øre pr. Børfuld. Fra Graven maatte de saa grave en Gang skraat op gennem Skrænten, saa bred de kunde køre Børen op til Marken, hvor Mergelen skulde lægges i Dynger paa 5-100 eller 200 Alen, ligesom der var bestilt til.

Op gennem Gangen og op paa Dyngerne blev der lagt et Brædt at køre paa. Hjulet paa Børen var kun en tomme bred, for at der ikke skulde sætte sig Mergel paa. Den, der skulde trille, havde Sele paa og Skulde holde Tungen lige i Munden, at ikke Hjulet løb uden for; i Graven stod en Mand og fyldte den ene Bør, mens den anden blev trillet op; for hver 5.te Børfuld trillede han en kugle og lagde den paa en Plads dertil, så kunde de altid tælle, hvor mange Kubikalen de havde faaet op. Naar de kom dybere ned i graven, maatte de have en mand mere til at smide op i et Trug og derfra op igen i Trillebøren, det kaldte de at pytte det op. Far fik jo også sin Mergeldynge, som sin Del af Be- talingen, men nede i graven var der afsat en bred Bænk for, at Vandet fra den gamle Grav ikke skulde trænge ind til dem – den stod nu til ingen nytte. Den fik Far lov til at redde saa meget af, han kunde gratis, og var han heldig, saa havde han en temmelig god Dynge at hente af.

Et par bøvs efter boghveden!

Jeg har hørt mine Forældre sige, at det var først, da de fik Mergel fra Kragsnap, at de begyndte at avle noget; saa kunde der gro baade Rug og Boghvede, som var godt til Brød og Gryn. Boghvedegrød var en yndet Ret her, jeg kan huske, da jeg var ung og gik med Høleen fra 6 morgen, saa kom Pigen kl. 9 med en Skaal Boghvedegrød med et stort Smørhul og godt kærnemælk til, det var smaus og man kunde sætte en ordentlig Portion til livs. Det var snart værst at faa begyndt igen – der kunde godt komme et par bøvs!

Aaret 1872 holdt den første Stud sit indtog, og nu maatte Koen ogsaa have Seletøj paa og lære at trække for den gamle Træplov, og nu kunde de selv køre Tørv og Avl og lignende hjem. Omkring 1880 tilkøbtes to Td. land Eng, som laa lige under Marken; Pengene til Købet laantes i Vest- og sønderjyske Kreditforening. Da jeg kan begynde at huske midt i firserne, fik vi den første Jernplov – en Svingplov – den Gang havde vi 2 Køer og 2 Stude, jeg kan lige huske det sidste Hede blive vendt, det var noget andet med den nye Plov end med Træploven; men der skulde jo ogsaa penge til.

1 krone pr. tusind klyner

Familien voksede, og der maatte bygges til efterhaanden, som Avl og Besætning voksede. Far tog saa Akord paa at grave hundrede tusind Skæretørv – Klyne – for Herremanden paa Sindinggaard, i en Mose som tilhørte Gaarden, men som laa to Kilometer herfra. Han skulde vist have 1 Krone pr. tusind eller 100 Kr. ialt, det var mange Penge den gang, min ældste Bror var 11-12 Aar dengang, han bar eller trillede tørvene paa Plads, de kunde saa grave mellem 4 og 6 Tusind om Dagen, naar Vejret var godt.

I Mosen var der en del Græs, som ikke blev udnyttet, saa fik Far lov til at græsse Studene der. De kørte saa hjemme fra om Morgenen mellem 5 og 6 og havde Mad med til hele Dagen. Der var fyraften Klokken 8 Aften, med et hvil om Middagen – min Bror var dog ikke mere medtaget, end han kom hjem en Aften og rendte en Harekilling ind og fangede den. Efter Fyraften var Studene mætte, saa kørte Far om ad Mergellejet og tog et læs paa hjem – saadan tog det en Maaneds tid at tjene hundrede Kroner, faa Studene græsset og faa en del Mergel hjem. Senere tjente de noget ved at sætte Tørvene i runde smaastakke – “røgle dem”.

Det første mejeri

Sidst i firserne begyndte Andelsmejerierne at skyde op, det første her omkring var Ljørring Andelsmejeri i Aulum – nu er den delt i fire – saa der var langt at køre for dem i Udkanten, og til dem hørte vi, og Far blev da ogsaa Mælkekusk, men dertil egnede Studene sig ikke. Far fik saa handlet og fik en stor gammel øg, der næsten ikke kunde staa i den lavloftede Stald; saa kørte han eenspænder den lange Vej, der var meget daarlig den gang, det tog syv Timer hver Dag, men som regel var han i Kompagni med Naboen, saa de skiftedes til at køre hveranden dag. Mælk var der ikke meget af til at begynde med, mange af Spandene var til at tage 20 eller 30 Pund, enkelte af de større Gaarde havde dog Spande til 60 eller 80 Pund.

Det var vedtaget i Mejeriloven, at Leverandørerne skulde bruge Oliekager om Vinteren for Smørrets konsistens, det var Folk jo ikke vant til den gang, og det gik meget trægt af faa Folk til at bruge det smule Rapskager de skulde, men efterhaanden opdagede de, at det kunde betale sig at bruge Kraftfoder og dyrke Turnips, saa steg mælken ret voldsomt. En Morgen vi kom op, laa vort gamle øg i Stalden med brækket Laarben, saa maatte den skydes, det græd vi Børn over, saa fik vi et par gamle hvide russiske Heste, men de kunde ikke rigtig magte det store Læs, der nu var bleven; den gang kom der mange russiske Heste til Landet, og saa fik vi ogsaa et Par unge blaaskimlede Valakker.

I 1896, da Far og Mor kunde holde Sølvbryllup, som ikke blev fejret, gav mine ældste Søskende et sæt nyt Seletøj, saa nu var Far godt kørende. Han blev trolig ved at være Mælkekusk, sommetider 3 Dage om Ugen og sommetider kun 2, de brugte det gerne saadan at hvis der var en anden, som ogsaa gerne vilde være Mælkekusk, saa kunde han faa et Par Dage om Ugen, hellere det end byde Prisen ned, det var ogsaa i den Tid, han hver Sommer hentede et Læs Fisk ved Vesterhavet, som vi saa saltede og tørrede en Del af; men det har jeg vist før fortalt om.

De gamle lavede tøjvarer

Da jeg i 1908 havde overtaget Ejendommen, kørte min far ogsaa sommetider Mælkevognen, men han kunde ikke vel løfte de store Spande paa 100 Pund, som der nu var flest af; men saa fik han lavet et Trappetrin som han først løftede paa, saa kunde han faa en Haand under Bunden, saa gik det.

Da der var Guldbryllup i 1921, mødte der en Deputation fraj Ljørring Mejeri og overrakte ham to Sølvspiseskeer som tak for lang og tro Tjeneste. Jeg byggede nogle Fag til Stuehuset, hvor de fik et par Stuer og Køkken og Spisekammer, hvor de saa skulde ha´ det godt paa deres gamle Dage, men saadan et par arbejdsvante Mennesker forstod jo ikke at slappe af – Far hentede Garn i Herning i en stor Trikotageforretning, og naar Mor ikke vævede, saa strikkede de begge to, det var slet ikke saa faa par uldne Underbukser, Sokker og Vanter samt vævede Ting, der gik ud fra de Stuer.

Om Somren lavede Far sig en Bænk nede ved Aaen, hvor han saa sad og strikkede og bandt Sokker og fiskede. Naar det saa blev Middag, stod Mor gerne ude ved Gavlen og Raabte: “Pejer Pejer do ska hjem o ha di Onnentl men han gav gerne en Hvøvti med den ene Arm, det var jo ærgerlig, for nu var der lige en Fisk ved at bide. Det var slet ikke saa faa Fisk, han sad og trak i Land, og saa var det jo saa spændende, naar proppen begyndte at vippe, og sundt var det vel ogsaa at sidde der nede ved Vandet og Engen og arbejde.

Samtidig med jeg overtog Ejendommen her i 1908, tilkøbtes 3 Td. land Eng og Mose, hvori var Tørveskjær, hvilket var meget nødvendigt, da vi blev to husholdninger, vi gravede saa 30 Tons Tørv aarlig, som Far og Mor ogsaa hjalp at faa gjort tørre. Saa var der noget at fyre med, og de vilde jo gerne have en god Varme, naar de sad og strikkede. Et par Aar efter fik jeg byttet med det stykke Hede, der laa langt borte, med et stykke Hede af samme størrelse, som laa med Skel her til vores Mark og nu begyndte ogsaa jeg at dyrke Hede op – det var nu betydeligt lettere, da vi fik Merglen tilført først med Mergelbane og senere med Lastbil lige paa marken. Det sidste stykke fik vi en Traktor til at dybpløje med det samme, jeg synes det betegner Fremskridt, at det i min Tid er gaaet fra Træplov til Traktorplov – der var nogle Sandbanker, som jeg syntes var for daarlige at pløje, dem plantede jeg til med Bjergfyr og det staar nu godt og giver Læ og Ildebrændsel.

Jeg fik de lave Arealer drænet, og nuværende Ejer – min Svigersøn Niels Birkebæk – har ladet en del af det høje Sandjord dybpløje, de har to store Traktorer for en Enkelplov, saa kan de komme saa dybt ned, at de faar Allen brækket og Undergrunden løsnet, og det viser sig, at saa kan der godt gro ret store Afgrøder her paa Sandjorden.

Ikke råd til naturskønhed

Det næste store Arbejde, der ligger for, er vel, at Aaen skal reguleres, rettes ud og uddybes. Jeg synes, det er Synd, saa kan vi ikke længere synge “Aaen sig snor, og Lyngen den groer” – saa siger vi, der laves nyt Landbrugsjord, det kan jo ogsaa rime, jeg ynker mere de stakkels Fisk, de bliver jo næsten husvilde i deres eget Element, og Idyllen her i Aadalen gaar væk.

Den Naturskønhed har vi vel ikke raad til at bevare efterhaanden, som vi mangler Landbrugsjord, og det Fugleliv og den Fiskebestand, vi er vant til at have her, er det lidt vemodigt for en gammel mand at se blive trængt tilbage af Kulturen, men vi maa jo ikke skrue Tiden tilbage – godt der er Fremgang.

Det var et lille Tilbageblik fra Lynghuset ved Højris Aa til Nutiden, nu køres der ikke Mælk mere, her fra Ejendommen, det er bleven til et af de saakaldte Familiebrug, hvor der er rigeligt til et par unge driftige at tage vare paa.

Et par Aar efter Guldbrylluppet gik Far til Sengs med en fremskreden Aareforkalkning. Kræfterne var vel opbrugt, han laa det meste af et Årstid. Dagen før han døde, sendte han Bud ud efter mig, jeg skulde hjælpe ham i Tøjet, han mente godt, han kunde sidde nede og fiske, vi talte saa om det og blev enige om at opsætte det til i morgen – men da sov han lige saa stille hen, 81 Aar gammel.

Mor var den gang meget stærk og rørig, hun passede Faarene, af hvilke det ene var hendes eget, men saa en Dag var der et Lam, der væltede hende om, saa hun brækkede Laarbenshalsen, hun fik nu et længere Sygeleje og Benet var groet sammen, da hun fik en Hjerneblødning, som medførte døden et halvt Aar efter sin Mand. De ligger nu paa Ørre Kirkegaard, hvor vi har sat dem et Minde!-

Naturen forandres

Hans Ansbjerg skriver i et brev den 17. august 1959 følgende:

Kære Ole Højrup og alle medarbejdere ved Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser: Hjertelig tak for hilsener til min fødselsdag og tak for bogen “De danske Runestene”. Den er jeg umådelig glad for. Det kan nok prikke en gammel mand ved hjertet, når man går op på højderne, hvor vi i min barndom kunne tælle gravhøjene i miles omkreds.

Nu er de forsvundet bag plantninger, men den gang kunne man ligge ude på heden en varm sommerdag og se varmen bølge hen over lyngtoppene. Vi kaldte det “Lokemanden, der drev med sine bukke”. Jeg mindes de mange hededamme, hvor vi som børn løb på is. Her var der også et glimrende jagtterræn i vore unge dage, hvor Gedhus-fangerne stod og gravede grøfter, så dammene tørrede ud, og hvor traktorerne nu trækker de endeløse rækker af planteriller. Her står de unge planter nu og vifter og vinker farvel til lyngen, som må forsvinde ligesom udsynet. Om føje år ser vi ikke konturerne i landskabet. De dækkes af fyrreskovene, som så igen bliver storproducent af fyrretræ.

Og vi, der mister det kære udsyn, går også i glemmebogen, hvis ikke vi havde Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser. Det nye rykker frem – skovdue for urkok, fasan for hjejle o.s.v., o.s.v.

Endnu en gang tak og kærlig hilsen – Hans Ansbjerg.

11. maj 2015

 

 

Afskrift efter en optegnelse af Rentier Hans Ansbjerg, Ørre pr. Herning

Indsendt til: Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser. Den 1.9.1956.

Optegnelserne findes i arkivet under NEU nr. 12.858 og 12.859.

 

 Som Pige havde Mor lært at væve, og hun havde et stort Vævestol med alt tilbehør,

det værste er, at jeg ikke nu kan huske navnene paa alle de genstande' som hørte

med til det hele, nu vil jeg saa prøve om jeg kan fortælle lidt om det.  Her paa

Egnen holdtes paa den Tid mange Faar, de blev klippet baade Foraar og Efteraar og

aI den uLd sad Kvinderne og kartede og spandt om vinteren, derfor var der særlig rykind

om Foraaret, da kom tit flere Gaardmandskoner paa en Gang og bestilte Vævning'

naa de kunne jo ikke faa vævet paa én Gang,saa der maatte jo aftalesTid'

naar hver enkelt kunde komme med sit Garn' saa kom gerne Konen

og Pigen hver med en sæk paa Nakken, fyldt med Garnnøgler' saa begyndte Mor at

regne ud, naar de havde saa mange pund Trendegarn og saa mange pund Islæt' saa kunde

Væven blive saa bred og saa lang, og nu begyndte talen saa om hvor bred den skulde

være, for jo bredere, jo kortere blev den jo' naar de saa blev enige om det, skulde

der trendes - æ Trænbol - bestod af to Kors, et for oven og et for neden paa en rund

stang, saa de kunde slaas ud og klappes sammen, fra hver ende af Korset gik saa en

Stang fra den øverste til den nederste' nu ja, Tegningen mislykkedes' men

den kunde jo svinge rundt i et HuI i stuebjælken og et Klods paa Gulvet' saa var der

Trendekasserne to med seks Rum i hver, saa tolv Traade kunde følges ad, nu havde de

saa et regnestykke, at naar Væven skulde være saa lang, saa skulde Trendebullet drejes

saa mange gange rundt, fra de begyndte for oven til de endte for neden og vendte

og kørte den anden vej op efter og saa fremdeles til Garnet slap op, saa blev det taget

af og lagt bag ved Vævestolen' saa blev der stukket et stykke Rundjern- som passede

til Fals i Bagbommen - igennem Løkken og sat fast i Bagbommen, en Kam sat i Væven

saa den havde den brede, den skulde ha, saa skulde en Mand til at dreje Bagbommen

med en Jernstang, som var sat igennem Bommens Ende' og en anden Mand til at holde

godt fast i Væven, saa den kom til at ligge godt fast og jævn om Bommen' blev der sat

Skelpinde i til at holde Traadene paa Plads, dernæst skulde der trækkes i seel, der

var fire rækker Seel, der begyndes fra den ene Side, den første Traad skulde trækkes

i første række den næste i anden række og saa i tredie og saa fjerde og saa forfra igen,

det var egentlig et taalrnodigheds Arbejde, og der skulde passes paa der ikke blev

gjort fejl, det var næsten ikke til at rette igen. Dernæst skulde hver enkelt Traad træ

paa sin plads i Røret, saa skulle enden gøres fast om et stykke Rundjern, der med tre

Snore - tyndt reb - trukket om Forbommen og ned at gøres fast i Underbommen og saa ende

lige kunde der væves. Spæltekurven der var aflang og flette af vidier og med skillerum

i midten, den ene rum til tomme Spoler, og den anden til fyldte Spoler, disse SpoIer til at

lægge i- Skytselen lavede vi gerne af store Tækkerør' men de var vanskelige

at faa fat i her, brugte vi ogsaa at lave dem af en Plante som groede i Engene og gamle

Tørvegrave, vi drenge kaldte dem fløjter fordi vi lavede fløjter af den i grøn tilstand,

men naar den blev moden og tør var den meget stærk og anvendelig til at skære Spoler af

og dem skulde der mange til af. Planten hørte vist til familien Ørneklo.

SpæItekurven blev anbragt paa højre side af vævestolen og saa skulde Knægte sørge

for der altid var fyldte Spoler i den. Mor havde en Snor, der var en alen  lang

den satte hun fast i Væven, og hun saa fik en alen vævet, flyttede hun snoren og

skrev en kridtstreg paa overliggeren af Slagbommen, saa kunde hun altid se hvor mange

alen hun havde vævet, hun skrev fire IIII III saa var det at tætle 5-10' Naar Mor

fik saadan en helulden væv paa 30-4O alen eller mere, skulde den afleveres paa Ejendommen

og da der tit var 3 eller 4 Kilometer eller mere at gaa med den, fik jeg lov

at komme med at løse hende af, saa vi kunde skiftes til at bære. En af de bedste Kunder

var Gaarden St. Kielsgaard - Linaa, sunds Sogn, der var 15 Børn, Mand og Kone og

Aftægtsfolk, saa der skulde jo meget Tøj ti]. Hvor meget Mor fik pr' AIen af saadan

en Væv, husker jeg desværre ikke, jeg antager det var omkring 25 Øre' men det gav ialfald

Kontanter, son var meget værd den gang, men desuden faldt der gerne nogen Naturalier

af i form af et sigtebrød eller et speget Faarelaar eller et par Pølser;

aar saadan en Familie fik saadan en Væv hjem og fik den stampet og presset' gik der

bud efter sypigerne, for nu skulde alle jo ha nyt Tøj og naar de sad paa Gaarden og

syede, kunde de jo maale og prøve de forskellige eftersom de kom frem, og det kunde

jo vare mange Dage. Naar der skulde væves Tvistlærred, fik vi en Pakke Tvist hjem til

Lærred, skulde det halve det der skulde bruges til Trend i sald, det vil sige det

blev lagt i blød i en tynd Hvedemelsvælling, derefter blev Bunterne - æ Klauser -

hængt til tørring og derefter spolet paa tolv Ten som passede til at sætte i Trendekaarnerne,

denne Proces for at det bedre kunde holde mod slid under Vævningen'

Vævning af Lærred var meget lettere end Vadmel, idet det ikke skulde slaaes saa haardl

sammen og Væven heller ikke saa bred, reglen var at breden skulde passe til en voksen

Mands Skjorte, eller der syedes to breder sammen til en Lagen, den gang var det jo

næsten altid til dobbeltseng, der brugtes og at slaa uld paa Tvist - halvulden - det

brugtes ogsaa til Lagner dem kaldte vi- - Høelskleer - Navnet vist nok til at hylle

over sig, der var forskellige forner for endten det skulde være fireseel eIler toseel.

Toseelt var det letteste, det kunde jeg væve, dengang jeg var Dreng, fireseet

vat det stærkeste. Naar Mor havde en bred helulden Væv paa det var strengt arbejde'

der skulde fire-fern haarde slag til for at banke Traadene sammen, derfor havde hun

den regel at hun vævede en time ad gangen' og saa gik hun hen og flyttede Køerne men

denne Gang maatte ogsaa udnyttes, hun havde altid en Strømpe med som hun strikkede

paa,mens hun gik, jeg ser hende endnu for mig, som hun der gik rask til og Strikkepindene

arbejdede, men saa skete det en Dag hun havde meget travlt at hun bad mig

gaa hen og flytte Køerne, det passede mig ikke, ieg var tvære' men afsted maatte jeg

om det end gik trevent, da jeg var tæt ved Køerne flagrede en Fugl op lige foran mi'g

og der lige ved min Træskonæse var en Rede med fire Æg, min Surhed var som blæst bort,'

jeg blev så glad og syntes jeg havde fået en stor belønning for at skulde flytte

Køer, siden vilde jeg gerne afsted og se min kære Fuglerede' Jeg lagde et Par sten et

par favn fra reden hvor jeg kunde stå og se om Fuglen var der, den blev godt kendt

ned mig, den fløj aldrig af Reden' når jeg kom, den lå bare og kikkede op på mig.

Den Fugl og den Dreng var og gode venner de havde en hemmelighed sammen, de vidste hvor der var en Lærkerede og Græsset måtte ikke nedtrædes for ikke at røbe hemmeligheden, kom Fuglen flyvende når jeg stod der, landede den altid et godt stykke på den anden side Reden og smuttede omkring mellem stråene, og før jeg vidste af det sad den paa

Reden og kikkede hen på mig, en Dag var der fire unger i Reden' og nu fik den gamle

Fugl travlt, den fodrede og fodrede og Ungerne voksede og snart var Reden så fuld

de næsten ikke kunde være der, så begyndte de at løbe omkring i Græsset nær Reden

og lavede flyveøvelser og en Dag så jeg dem flyve et langt stykke henad marken og

eventyret om Fuglereden var forbi .

Omkring attenhundrede og halvfjerserne og firserne laa der i Ansbjerg langs med

åen  lå fem små ejendomme og i hver af dem  var der en Vævestol ' så det var en hel

Industriby, men de havde alle nok at bestille, den gang gik alle her i hjemmegjort Klæder

både skjorter, Undertøj og Gangklæder og så Sengetøjet var mest af egen fabrikat,

men efterhånden som de gamle døde, kom Væven på loftet' Mor var vist den sidste

der lagde op, hun blev ved efter at hun var flyttet ind i Aftægtsstuen' det var omkring

den første Verdenskrig, nu er det væk både Får spinderok og vævestol' Heden

er opdyrket eller beplantet, de små ejendomme er bleven til gode Familiebrug

UrfugIen, Hjejlerne og Storkene er flyttet væk og i stedet er der kommet skovduer flere andre skovfugle og Raadyr.

 

 Til min 75 aars Fødselsdag skrev jeg efterføIgende Hjejlen fra min barndomstild rejste bort for en snes Aar siden.

 

Hvor Marken den hælder mod vestens Sus               Og Sneen den føg over Heden frem

der laa et lille  lyngtækt Hus                                        gemte næsten det lille Hjem

ned mod Aaen var Brinken lidt stejl                            Hededammen blev blank som spejl  

i Heden fløjted en enlig Hjejl                                       Hvor var du min kære Hjejl

 

Mor hun sad ved sin Væv saa tro                              Lyngen forsvandt og Træer gav læ

imellem hun  Passed sin jenle                                   både for Mark og Folk og Fæ

hun væved Vadmel, Lærred og Drejl                         Lyngtaget veg for røde Tegl

udenfor sang vor jenle Hieil'                                       da rejste bort min barndoms Hjejl

                                                                     

 

Far han Pløjed med Ko og Stud                                Nu er jeg bleven gammel og grå

stundom han maatte til Frennede ud                         og er vel en sære Snegl

for at grave Grøfter eller tærske med PIejI                men immer endnu jeg tænker på

hjenme dog sang vor kære Hiejl'                                min barndoms den jenle Hjejl’

 

Drengene leges i Eng ved Aa

fangede fisk både store og små

de mindste kaldte vi Hundestejle

i heden da ruger den gamle Hjejle.

 

Uddrag fra fra fortællingen om vævestolen findes i bogen :Landbokvinden af Ole Højrup. Nationalmuseet - 1978.

 

 

Ørre-bonde fyldte hestevognen med fisk ude på Vestkysten.

 

Det var en lang og anstrengende tur på omkring 60 kilometer, når landmænd fra Ørre og Sinding i gamle dage drog afsted med hestevogn, som blev fyldt op med fisk. Det kunne nemt ta´ flere dage.

Da far hentede fisk ved havet – Af Hans Ansbjerg, Ørre – beretning fra 11. november 1951

Sidst i forrige århundrede var der flere bønder her på Ørre- og Sinding-egnen, som hentede et læs fisk ved Vesterhavet hver sommer.

Det foregik på den måde, at der kom en mand ude fra havet og meddelte, at nu kunne der fås fisk. Han kaldtes for en løber. Jeg husker som dreng, at en sådan løber kom her lidt før middag. Han var i gråt vadmelstøj og tykke hjemmestrikkede sokker. Dem havde han rullet sammen og puttet i skoene med en solid snor bundet om. I den anden ende af snoren havde han sin sammenlagte jakke, så han bar det over skulderen, og med bare ben og i skjorteærmer kom han så løbende.

Løb ni mil på en nat!

Far var ude med mælke vognen, og mor spurgte så, om løberen ville have noget at spise; men han ville hellere hen at sove. Han havde løbet ni mil den nat, og snorksov også, så snart han havde lagt sig. Denne løber aftalte så med de forskellige, hvad dag de skulle komme efter fisk, så de ikke kom på en gang.

Nu skulle de så have vognen i stand. Man kunne høre den gang, at de skulle have æ´ Havfjæl o´; de kaldte den også æ´ O´set; – det vil sige, at vognkassen var påsat og skruet sammen, så de ikke risikerede at tabe noget.

Så skulle der proviant til en 3-4 dage. Far havde gerne fire hjemmebagte rugbrød a´ 10 pund stykket, som han skar af til sig selv og hestene, og så noget smør og pålæg og noget hø til hestene. Desuden havde han gerne seks potter brændevin med til fiskerne; det var gavn at smøre lidt!

Lidt over middag kørte han så her hjemmefra. Da han kom hen i Tvis, kom blikkenslager Chr. Hansen; han havde fået en af de første cykler, der kom her på egnen. Han ringede ganske voldsomt; det var hestene ikke vant til den gang, og de satte i løb, så det kneb far at holde dem; men Hansen ville jo cykle forbi. Han må vist ikke have været helt sikker, for styret greb fat i baghjulet på vognen, og så måtte han ned. Da far fik hold på hestene og kikkede tilbage, stod Hansen der og så på sin cykel, og han udbrød: “No ska´ a´ Fangaalemæ lov for den fæk!”

Forhjulet lignede et ottetal. Nåh, men de blev hurtigt enige om, at det var hans egen skyld, og det var bedre, at både han og cyklen kom op at køre til Holstebro, hvor han kunne få den repareret, og så gav han kaffe. Efter opholdet i Holstebro fortsatte kørslen mod havet hele natten – kun afbrudt af små hvil. Da solen stod op i øst, sås klitterne og havet forude – et herligt syn.

Båd i sigte

Den mand, far skulle handle med, hed Laust Bjerre. Han var gårdmand og formand for det både laug, der var på stedet. Efter at have fået at vide, at de ventede båden ind med fangst lige over middag, fik far hestene på stald og kom selv hen og sove. Lidt over middag meldtes det, at båden var i sigte.

Far kunne kun se en lille prik langt ude. Den blev større og større efterhånden, som den kom op over havets runding. Da den kom nærmere, sagde far, at han syntes, den lå stille derude. Han fik det svar, at de lå og ventede på at komme op på en høj bølge for at komme over den yderste sand revle. Lidt efter så det ud, som om båden løftedes og skød fart ind efter.

– Så, nu er de over den første revle, sagde fiskerne lettet. Det gentog sig ved anden og tredje revle. Da båden kom nær land, vadede seks mand ud, så vandet gik dem til bæltestedet. De var tre på hver side af båden, og nu gjaldt det om at få båden op på en høj bølge og så rask ind, så den kom godt ind på strandbredden, så suget ikke skulle trække den tilbage i havet. Derefter blev båden gjort fast på strandbredden.

Nu kom alt hjemmeværende mandskab i arbejde. Et par mand kom op i båden og smed fiskene et stykke ind på land. Der tog et par andre imod dem, og med en kniv skar de bugen op og smed fiskene længere op til de næste. De tog indvoldene ud og sendte dem videre til de næste, der vejede og talte fiskene. Det foregik på denne måde: En fisk var to pund, den vejedes på hånden, og var den for lille, kom der en følgesvend med, og vejede den fire pund, gjaldt den for to. Hver gang han kom til tyve, smed han en fisk bag sig, og så kunne han bagefter tælle, hvor mange snese der var. De næste læssede så på vognen, som var blevet kørt ned på strandbredden.

 

Ørre-Sinding boerne spiste skam også fisk fra havet forhen – men det var en omstændelig tur, for de måtte selv hente fisken helt ude på stranden ved Vesterhavet.

 

Brændevin hjalp godt til

Nu kom far med to potter brændevin, og nu vandrede flasken fra mund til mund – den enes mund var jo lige så køn som den andens – hele rækken igennem. Selv Esepigerne – se efterskrift – kunne også ta´ en god slurk. Slog de to potter ikke til, var der mere, hvor de kom fra. Efter sådan en omgang kunne der godt gå tredive på snesen!

Da de var færdige, var der en lille dynge fisk, som ikke kunne være på vognen. Hvis far også ville have dem billigt, kunne han få et par sættefjæl til at sætte på vognen, så fiskene kunne være der. Det ville far gerne, men så havde han ikke penge nok. Det gjorde ingenting, for dem kunne Løberen hente en gang, når han alligevel skulle ud med regninger.

Nu blev læsset så stort, at fars heste ikke kunne trække det op i det løse klitsand, men Laust Bjerre havde et par, der var vant til turen, så de trak læsset op til landevejen.

Nu kørtes der så hjemad hele natten, og op ad næste dag var far kommet et stykke forbi Holstebro. Så holdt han ind i en gård for at hvile, og nu blev der sendt bud ud i nabolaget, at der var fisk at købe. Så kom folk med spande og fik dem fyldt med fisk. Sådan holdt far flere gange og solgte, til der ikke var for mange til os selv.

Nu blev der travlt herhjemme. Det var jo på tide, når der var blevet kørt i et helt døgn i sommervarmen, at få fiskene vasket og saltet. Når de så var saltet tilstrækkeligt, blev de bundet sammen ved halerne to og to og hængt ud til vindtørring. Når de var gennemtørre, var de næsten lige så hårde som træ, så de måtte hugges i stykker og sættes i blød dagen før, de skulle spises. Men de smagte godt og kunne gemmes så længe, det skulle være.

Når i havet var oprør

En gang kørte far forgæves til havet efter fisk. Da han kom der ud, var vejret stille, og havet lå blankt og stille. Fiskerne var taget ud og fiske, men den hjemmeværende befolkning var sært urolig. De sagde om havet, at “hun er ikke til at stole på i dag”; og de gik til stadighed på udkig. Aftenen var stille, og folk gik til ro. Far lå i dagligstuen, og døren stod åben til soveværelset. Ud på natten hørte far konen sige: “Laust, a tøkkes a ka´ hør´ æ´ hav´”. Men Laust han sov. Lidt efter kaldte hun igen: “Laust, du ska´ op – a ka´ hør´ æ´ hav´”; Og nu kan det nok være, han kom op i en fart. Han fik tændt sin hornlygte og gik ud, og blæsten slog døren hårdt i efter ham. Far ville gerne se havet i oprør, men folkene forbød ham at gå der ned. Det var farligt for en ukendt.

Alle mændene var ved stranden med deres lygter for at lede og hjælpe fiskerne i land. De kom også alle ind på en nær, som de senere fik melding om var landet to mil nordligere, men fangst havde de ikke. Far købte så lidt tørfisk af dem og kørte hjem med uforrettet sag men en oplevelse rigere.

Esepigeme eller Haubopigerne

Når pigerne på den tid, da samfærdselen var ringe, fik lyst til at komme ud og se sig om, tog de hinanden under armen og vandrede ad havet til. De overnattede på gårdene, hvor de altid blev godt modtaget som en levende avis med nyt ude fra.

Når de så kom til havet – som regel i april – tog de plads hos fiskerne til Sankthans. Der skulle de så hjælpe med “at ese”. Det vil sige fange småfisk i garn ved stranden, skære dem i småstykker og sætte dem på kroge som madding. De skulle også hjælpe til med at rense og gøre fangsterne i stand.

Når fiskeriet sluttede omkring Sankthans, drog de igen på valsen ind i landet, hvor de tog plads på de store gårde som høstpiger. Den gang skulle der jo mange opbindere til, og det var godt betalt arbejde både ved havet og på gårdene.

Når høsten var forbi, drog pigerne rundt og klippede får. Her faldt betalingen mest i uld, så når de kom hjem i efteråret, havde de nok at karte og spinde af i vintertiden.

Den gang var der piger til!